I dag er det FN’s Internationale læsedag udnævnt af UNESCO og i Danmark markerer vi denne dag som “Den Kæmpestore Læsedag”. For os på Sankt Annæ er det en dag, hvor vi sammen med eleverne skal nyde, udforske, lege med, undersøge og være nysgerrige på bøger og læsning. Temaet i år er familier i litteraturen med fokus på forholdet mellem forældre og børn. I løbet af dagen har alle elever fra 0.-4. klasse fået læst bøger op af deres venskabsvenner fra 5.-9. klasse. Rundt omkring på skolen og i gården så vi alle de små grupperinger, hvor der blev læst og hygget.
For 1.-4. klasse var der arrangeret forfatterbesøg af Thomas Brunstrøm, som har skrevet “Sallys far”- bøgerne. Det var et levende og spændende oplæg, hvor vi afslutningsvis hørte teksten til hans allernyeste bog “Sallys far på glatis”.